Udgivet af Gunder Gundersen, man d. 19. aug 2019, kl. 10:00

Måske oplever du Fadervor som en remse – men det er samtidig en indøvelse i at bede. Som så meget andet er det nødvendigt at øve sig i at være kristen – og at øve sig i at bede. Fadervor er en genial måde, at øve sig i bøn.

Disciplene spurgte Jesus om hjælp til at bede. Jesus sagde: ”Når du vil bede, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”. Det betyder, at vi skal gå vende os indad og gå ind i vores 'hjertekammer', lukke øjnene og lade krop og hænder falde til ro, ved fx at folde hænderne. Og derefter lærte han dem Fadervor, hvor vi lærer hvem vi skal bede til og hvad vi skal bede om.

Fadervor sætter 'Gud' først og bagefter kommer 'vi' – men ikke 'jeg'. Se, det havde vi aldrig regnet ud selv. Mennesker ville have sat 'jeg' før alt andet. Så efter tiltalen beder vi for Guds navn, rige og vilje. Derefter om vores fornødenheder og tilgivelse og om frihed fra fristelse og ondskab.

Den fast formulering i Fadervor gør den egnet til at bede højt i fællesskab. Den giver ro, så vi ikke behøver tænke over, hvad vi skal bede om.

Fadervor er vores 'kernebøn' som vi beder ved dåb, nadver, konfirmation, vielse, begravelse, gudstjenester og andagter.

Men hvad er det vi beder om? Hvad betyder de ord vi bruger?

Fader/far er barnets fortrolige ord. Jesus fortæller om Gud som far. Jesu far, men også disciplenes og de kristnes far i himlen. Jesus er ikke den første, der kalder Gud for far, men efter han brugte det, blev det de kristnes foretrukne ord for Gud.

Det er ikke Fader-min, men FaderVOR. Det er en fælles bøn. De andre er altid med – også når jeg beder alene. Faktisk er det den mest brugte og udbredte kristne bøn i hele verden.

Himlene er det sted hvor Gud er! Dengang man troede jorden var flad, var himlen og Gud tæt på alle steder – lige bagved himmelhvælvingen. Nu er Guds sted over alt – ja, mere end over alt! Himlene er andre dimensioner, der overskrider de 4 dimensioner, som vi umiddelbart kender: afstand, flade, rum og tid, men de rører samtidig de 4 kendte dimensioner – og påvirker dem. Guds dimensioner har vi svært ved at kender, erkender eller begribe.

Det hellige udskiller sig som noget særligt. Noget særligt rent, klart. Det hellige er tiltalende, tiltrækkende og spændende – det er fascinerende. Men det hellige indgyder også respekt – ja, frygt – fordi det det er faretruende og frygtindgydende.

Blive og vorde betyder næsten det samme. Blive er fremtidigt og et ønske. Vorde er virksomt allerede nu, men udfoldes først til fulde i fremtiden. (fx en vordende mor: kvinden er gravid, så barnet er der, men barnet er ikke født endnu)

Guds navn er mere end bare en betegnelse. Guds navn er en virksom virkelighed. Guds navn har en kraft, som virker i Guds dimensioner – som derigennem påvirker vores jordisk/materielle dimensioner.

Guds rige er et forunderligt sted og samtidigt et ikke-sted, som er til stede i de Guddommelige dimensioner. Det er dér, hvor Guds vilje sker – det er dér, hvor kærligheden sker – det er dér, hvor kærligheden bliver virkelig.

Guds vilje er kærlighed. Guds vilje er, at den altid givende og altid skænkende kærlighed bliver virkelig – finder et fysisk og materielt udtryk i vores verden – i vores virkelighed. Gud er ejegod, dvs. altid god, fordi han altid giver liv og vækst – ikke egoistisk: til mig, så jeg kan have og eje, men til alt. Ske din vilje bliver så også bønnen/ønsket om, at Guds givende og ejegode kærlighed må virkeliggøres i mennesker – i mig – så jeg bliver ligeså givende, kærlig og ejegod som Gud.

Når vi beder om det daglige brød, er det et billede på alt det materielle vi har brug for: mad, søvn, tøj og husly (varme)

Tilgivelse og skyld: Mennesker pådrager sig skyld – jeg pådrager mig skyld. Vi bliver skyldige både ved at gøre det, vi ikke skulle, og ved ikke at gøre det, vi skulle. I retfærdighedens verden svares skyld med gengældelse og straf. Det er en hård verden, hvor 'noget for noget' gælder. Modsat retfærdighedens verden er tilgivelsens verden. Her bliver skyld svaret med skyldens forladelse. Det er en blød verden, hvor kærligheden har det sidste ord. Det er der, hvor 'nåde går for ret' dvs. at nåden (=tilgivelsen) går forud og foran ret (=retfærdighed/straf).

Tilgivelse er befrielse. Når jeg tilgiver, så slipper jeg for at være 'offer'. Når jeg bliver tilgivet, så slipper jeg for at være 'bødlen' eller 'den onde'. Tilgivelsen sætter fri, så vi kan prøve at gøre det gode igen.

Fristelse er, når noget ondt og modbydeligt kommer til at stå som rigtigt og godt. Ofte er det vores egne tanker, der lokker og forklarer hvordan det, vi gerne vil, 'i virkeligheden er godt og rigtigt' selvom det går ud over nogen – som lider skade, såres eller rammes. Andre gange er det andre mennesker – ofte nogen vi ser op til – som lokker os til noget, der skader, sårer eller rammer andre.

Befrielse: Der er meget, som binder os, fængsler os, gør os ufrie. Noget lader vi ske frivilligt – ja, vi vælger det selv! Mine vaner, mine egne forventninger og andres forventninger. Mobiltelefon/ i-phone/ PC/ Mac/ tablet/... alt det vi selv gør os afhængige af – netop afhængige af! – det hindrer os somme tider i at gøre det rigtige overfor andre mennesker.

det onde: Det som ødelægger, sårer og gør ked af det. Både det, som er inde i mig og kommer fra mig – og det, som kommer udefra.

Riget: Det er kærlighedens rige – de guddommelige dimensioner, hvor kærligheden er virkelighed og hvor tilgivelsen gælder og fjerner al skyld og straf. Guds dimensioner, som igen og igen berører vores dimensioner og sender en overflod af velsignende kærlighed og tilgivelse ind i vores verden.

Magten: Hvad er Guds magt? Er det magten til at bestemme og styre alt? Eller er det at kunne give, og give og blive ved med at give – en overflod af liv og vækst? At blive ved med at give til både gode og onde – til både retfærdige og uretfærdige? En given, som aldrig løber tør, men altid har overskud og overflod. Se det er Guds magt! Den magt vi bøjer os for.

Ære er respekt og det at tale godt om og synge godt om.

Evigheden er det, der svarer til vores tids-dimension. Evigheden overskrider vores tids-dimension, så al tid er lige nær og lige håndgribelig og virkelig i Guds dimensioner.

Amen: er hebræisk og betegner tilslutning og bekræftelse. Ja, sandelig så var det, er det og skal det være. Amen er et 'kraft-ord', som giver bønnen kraft og styrke.

Kategorier Gunders kristendomskursus