Udgivet af Gunder Gundersen, man d. 15. jul 2019, kl. 10:15

Man kan sige meget om, hvad et menneske er: om dets evner og muligheder, om dets handlinger og aktiviteter, om dets (selv)erkendelse og tænkning, om dets fysiske, psykiske og mentale formåen. Men lige her vil jeg tage fat på dels menneskets grundvilkår, det vil sige, det forhold som er uundgåelige for alle mennesker: fødsel og adskillelse, skrøbelighed og død; og dels menneskets grundlængsel, det vil sige den længsel, som alle mennesker har: længslen efter samhørighed og fællesskab.

Fødsel og adskillelse

Alle mennesker bliver født – og dør. Fødsel og død hører med til livet. Ved fødslen adskilles barnet fra sin mor: navlestregen klippes. Det indleder en lang adskillelses- og løsrivelses-proces. Den fysiske adskillelse bliver herefter større og større: tiden, hvor barnet er adskilt fra sin mor/far, bliver længere og længere – vuggestue, børnehave, skole/SFO, 'alene på FDF-weekend' mm. – og senere flytter barnet hjemmefra som ung/voksen – og dermed er den fysiske adskillelse (næsten) fuldstændig.

På et tidspunkt i denne proces begynder den psykiske adskillelse: barnet opdager, at det selv har en vilje, som kan være forskellig fra morens/farens vilje – 'trods-alderen' og puberteten. Ja, til tider tager barnet/den unge direkte modsatte synspunkter af sine forældre, for derigennem at finde sin egen holdning og mening uafhængig af dem.

Denne fysiske og psykiske løsrivelses-proces er grundliggende for at barnet kan blive et voksent og selvstændigt væsen. Et selvstændigt væsen, som netop er adskilt fra andre.

Skrøbelighed og død

Alle mennesker skal dø. Fødsel og død hører med til livet. Døden er virkeliggørelsen af menneskets dødelighed – af menneskets sårbarhed og skrøbelighed. Mennesker er skrøbelige. Vi falder og slår os. Vi kommer til skade. Vi bliver syge. Små bakterier og virusser lægger mennesker ned – sommetider i flere dage, uger, måneder – ja, for nogen ender det med døden. Jo, mennesket er fysisk sårbart og skrøbeligt. Og hver gang vi kommer til skade eller bliver syge prøver vi at lære at passe bedre på os selv. Og dog i det lange løb ender døden altid med at vinde, uanset hvor meget et mennesket kæmper imod skrøbelighed, sygdom og død.

Men mennesket er også psykisk sårbart og skrøbeligt. Arbejdspres og usikkerhed giver stress – og i værste fald depression. Skideballer og hån gør mennesker kede af det – eller vrede. Og det kan ske at et menneske reagere voldsomt, når det bliver ramt af noget – og det gælder både, når det bliver fysisk og psykisk ramt. Når et menneske bliver holdt ude af et fællesskab (adskillelse) ved at blive drillet eller moppet, så rammer det som knytnæve-slag – og det gør ondt i sjælen.

Menneskets skrøbelighed viser sig også i, at vi sommetider laver fejl. Det er langt fra altid, at vi gør ting med en robots præcision og nøjagtighed. Det gør os sårbare og åbne for kritik og bebrejdelser. På sammen måde har vi mennesker ikke altid kræfter og overskud til at gøre det rigtige ordentligt, og det halvgjorte og halvhjertede udførte arbejde gør os igen åbne og sårbare for bebrejdelse og kritik.

Det er denne fysiske og psykiske sårbarhed, der i sidste ende føre til at mennesket dør. Og døden bliver så samtidig den ultimative adskillelse fra 'de andre'.

Menneskets grundvilkår

- er altså fødsel og død. Hvor fødslen indleder en lang adskillelses-proces, der slutter med døden, som den ultimative adskillelse; og hvor døden rækker ind i menneskelivet som en sårbarhed og skrøbelighed.

Menneskets grundlængsel: fællesskab og styrke

Hele vejen igennem menneskets adskillelses-proces og midt i skrøbeligheden har ethvert menneske et stærkt ønske og en dyb længsel efter at være forbundet. Forbundet med mor/far, forbundet til venner og kammerater, forbundet med kæreste/partner og forbundet med sine børn. Mennesket har en længsel efter fællesskab og samhørighed. Det viser sig ved at vi ofte har svært ved at give slip – især på de mennesker og ting, som vi holder af. Mennesket binder sig til andre mennesker. Det er fordi, vi søger fællesskab og samhørighed, men også fordi mennesker er stærkere sammen end hver enkelt er for sig selv. Mennesket binder sig til ting. Det er fordi, det at have ting (hus, tøj, mad) gør os mindre skrøbeligt og sårbare overfor tilværelsens uforudsigelighed.

Mennesket mellem grundvilkår og grundlængsel

Hvert eneste menneske befinder sig på den måde udspændt imellem den fysisk og psykisk adskillelse fra 'de andre' på den ene side og på den anden side en længsel efter fællesskab med 'de andre'. I dette spændingsfelt lever vi menneskelivet. Man kan komme i et godt fællesskab, der åbner sig og tager imod andre uden at dømme og kritisere, og hvor man deler med hinanden. Man kan komme med i et dårligt fællesskab, der lukker sig om sig selv og holder andre ude, eller et fællesskab, der dømmer og kritiserer og hvor der hele tiden er en konkurrence om at være bedst, stærkest og smartest. En gang imellem holder man sig selv udefor et fællesskab. En gang imellem holder fællesskabet én ude. Tit er man krummet ind i sig selv – navlebeskuende, selvoptaget og egoistisk, så man ikke ænser de andre – og så er man på den måde adskilt fra alle de andre.

Hvad har det så med Gud at gøre?

Alt og intet. Intet – fordi det handler om mennesket og ikke om Gud. Alt – fordi Gud er menneskets ophav. Gud skaber mennesker med grundvilkår – fødsel og død med adskillelse og skrøbelighed. Vilkår som giver mennesket smerte og ubehag. Men samtidig er mennesket skabt med en længsel efter fællesskab og samhørighed – og med evne til og mulighed for at virkeliggøre det.

Disse to grundliggende forhold i menneskelivet har man fra gammel tid i kirken kaldt dels 'gudbilledligheden' – nemlig viljen til samhørighed og længslen efter fællesskab og dels 'arvesynd' – om de menneskelige grundvilkår: fødsel og adskillelse, skrøbelighed og død. Egentlig er 'arvesynd' et dårligt ord, fordi 'arvesynd' er noget, der høre til at være (et grundvilkår) og ikke er noget, vi gør (eller ikke gør). 'Arvesynd' er derfor ikke en straf for noget andre har gjort, og heller ikke en straf, som vi har 'arvet'.

Kategorier Gunders kristendomskursus