Udgivet af Gunder Gundersen, man d. 29. jul 2019, kl. 10:00

Når man læser i Bibelen, så hører man om menneskers møde med Gud, om menneskers forskellige billeder og forestillinger om hvem eller hvad Gud er. Måske hører man også andre menneskers fortællinger om deres møde med Gud og forestillinger om Gud. Men når man vi lære Gud at kende, så må man selv møde Gud og tale med Gud. Et af de steder, man møder Gud er når vi beder. Med bøn begynder er relation til Gud, som kan udbygges, udvides, udbredes.

Samtale og venskab – en lignelse om at lære Gud at kende

Tilstrækning

Mange venskaber begynder vist med, at en tiltrækning og nysgerrighed. Man udspørger én, der kender ham/hende, for at få noget at vide. Måske snakker man med flere. Måske er man bange eller genert over at tage direkte kontakt – og man går som katten om den varme grød.

Sådan kan det også være med Gud. Man lytter til andre, som snakker om Gud. Lytter til historier – fra Bibelen, men også fra andres fortællinger. Man lytter måske til hvad en præst siger. Man spørger om, hvordan det hele skal forstås. Ja, man prøver måske at forstå Gud. Man er med til at bede fadervor, med til at synge salmer og sange om og til Gud, men man er ligesom ikke selv med i det. Det er bare noget man gør sammen med de andre.

Kontakt

Endelig en dag tager man så mod til sig og henvender sig til ham/hende. Det er lidt kejtet første gang. Måske bruger man en kliche – sådan en fast vending, som mange andre også bruger. Man er forsigtig – holder lidt på formerne. Både for at passe på sig selv og på den anden.

Pludselig en dag opstår der en situation, hvor man af sig selv folder hænderne og beder fadervor. Man er alene og siger ordene inde i sig selv. Måske er man taknemmelig og fyldt af glæde – måske er man bange og utryg. Og så prøver man at 'snakke til Gud'.

Samtalen begynder

Men stille og roligt begynder man at tale friere. Man bruger egne ord og formuleringer. Man fortæller en masse om sig selv. Det er dejligt, at den anden lytter og spørger.

Gud er god til at lytte. Mennesker er gode til at snakke. Måske begynder man ligesom jeg, at fortælle Gud en helt masse – når der ikke er andre. Man kan fortælle om hvad man har sagt og gjort, om hvad man har oplevet, om hvad man gerne vil og har lyst til, om hvad man gerne vil have, at der sker. Man fortæller om planer, drømme og håb. Man kan være ked af det og fortælle hvor svært og trist man har det. Man kan være vred og gal over ting, der sker og ting, der ikke sker, og klage til Gud og bebrejde at Gud lader det være sådan.

Og Gud lytter!

Samtalen fortsætter

Når man har fortalt en masse om sig selv, så bliver man tit nysgerrig på, hvem den anden er. Man vil gerne høre om den anden. Så begynder man at spørge og lytte. Den anden siger måske ikke så meget. Måske er han/hun bedre til at gøre noget: Hjælpe med praktiske opgaver, eller danse, eller smile eller... Så må man være opmærksom på, hvordan han/hun viser sig som ven og samtalepartner.

Når man har fortalt om sig selv og afsløret drømme, længsler, frygt og smerte til Gud, mens man er alene, så vil man pludseligt gerne høre hvad Gud siger, synes og mener om alt det man siger og fortæller.

Så må man lytte! For Gud taler på sin egen måde og når Gud selv vil. Måske taler Gud gennem de ting, der sker – tegn, som peger på noget vi skal eller kan. Måske taler han gennem menneskers ord – i en andagt, en bibelfortælling, en salme eller en sang. Måske breder der sig en dybere forståelse af noget, som man kender godt og er fortrolige med – og som man troede, at man havde forstået fuldt ud.

Nogen bliver sure og vrede over, at Gud ikke svarer sådan som man forventer eller kræver. Så stopper de måske med at tale til Gud. Nogen spørger andre til råds, om de har fået svar fra Gud og hvordan.

Samtalen bliver til venskab

Når man har fundet ud af at tale og lytte med hinanden – og opdager, at man er interesseret i hinanden – at man holder af hinanden. Så kan der vokse et venskab ud af samtalen. En god ven kan man tale fortroligt med. Selv om man ikke har set hinanden længe, så er det som om man lige har været sammen, når man mødes – som om man aldrig har været skilt fra hinanden. En ven er også en ven, når man ikke er sammen.

Sådan kan samtalen med Gud også udvikle sig til et venskab. Sådan beskrives det, at mennesket (adam) gik tur med Gud i Edens Have. Abraham fik besøg af Gud og de talte fortroligt sammen, da Abraham fulgte Gud på vej videre. Jesus talte fortroligt med Gud som med en far. På samme måde kan alle få et fortroligt venskab med Gud.

Venskab bliver til det at være sammen

Rigtig gode og gamle venner (og ægteskaber) kan nå til den dybde i venskab og fortrolighed, at de ikke behøver tale sammen, men bare er sammen. Når de går tur, så går de bare sammen – uden at tale. Når de sidder sammen på en bænk med en kop kaffe, en øl eller et glas vin, så sidder de bare stille og er sammen. Det er nok og rigeligt og dejligt for dem. Den ene ved den anden er der, lige ved siden af – og at alt det de har sagt til hinanden om venskab og troskab det gælder.

Når samtalen og venskabet med Gud bliver fortrolig og dybt, så kan det blive sådan, at man hele tiden er klar over Guds nærvær, omsorg og interesse. Man behøver ikke tale med Gud. For Gud ved det hele – og man opdager hele tiden små ting og tegn, som fortæller hvad Gud gør, hvad Gud er og at Gud er nær.

Andre billeder på vores forhold til Gud

Vores forhold til Gud er blevet beskrevet på mange måder. Både i Bibelen og kirken. Venskabet er et af billederne. Forholdet mellem et barn og dets far er et andet billede – det billede, som Jesus mest bruger. Et tredje billede er ægteskabet – forholdet mellem mand og kone.

Hvert af disse billederne fortæller om vigtige sider af forholdet mellem Gud og menneske. Fælles for dem er, at det er forhold fulde af kærlighed og omsorg. Det er forhold, hvor troskab er vigtigt. Det er forhold, hvor man lære hinanden at kende på godt og ondt – med tilgivelse og overbærenhed. Det er intime forhold med omsorg for både krop, sjæl og ånd.

Kategorier Gunders kristendomskursus