Udgivet ons d. 8. maj 2019, kl. 15:04

Ved dåben lyder der en stemme fra evigheden, der siger: Du er mit barn, jeg elsker dig, jeg vil altid være med dig! - Guds stemme!

Det er ikke en stemme, man kan høre med det fysiske øre, men ned gennem det, der bliver sagt og gjort, kan man måske høre stemmen med troens øre.

Gud elsker dig, fordi du eksisterer

Ved dåben lyder Guds kærlighedserklæring – uden nogen betingelser. For det lyder (oftest og helst) til et lille barn – en nyfødt, som hverken har gjort, tænkt, sagt eller ment noget godt eller klogt; og som heller ikke ejer eller er ansvarlig for noget som helst. Det lille barn er bare. Ikke andet.

For vi kan ikke gøre os fortjent til kærlighed. Den, som elsker dig, elsker fordi du findes – fordi du er – fordi du eksisterer.

Evighedens dimension

Jeg tror, at Guds Rige er en parallel-dimension til vores fysisk-materielle dimension. Det er en dimension, hvor tid og sted ikke binder og fast­holder sådan som tid og sted binder os. Det er en åndelig dimension – nogen vil sige at den er en særlig bevidsthedstilstand. Men da den netop er usynlig fra vores dimension og overskrider vores dimension og fatteevne, er det jo svært, at sige fyldestgørende hvad Guds Rige – Guds verden og virkelighed – er for en dimension.

Jeg tror dog, at vores fysisk-materielle dimension er fuldt tilstede og nærværende i Guds dimension. Sådan at Gud hele tiden bryder ind i vores verden – det er der hvor kærligheden bliver til virkelighed og livet går i opfyldelse. Ja, Gud er altid nær og tæt på os i vores liv. Gud følger os helt tæt og ubemærket – ligesom vores åndedræt og vores hjerteslag. Åndedræt og hjerteslag er der hele tiden – uanset om vi tænker på det eller ej – og det holder os i live. Og ligesom åndedræt og hjerteslag følger Gud os hele livet – hudløst nærværende – med sin kærlighed til os.  

Kategorier Gunder Gundersen