Udgivet søn d. 3. dec 2017, kl. 12:59

Jesu fødsel

  • Når vi ikke kan komme op til Gud, kommer Gud ned til os
  • Når Gud kan blive som en af os, kan vi også blive hans børn
  • Kærligheden har altid en ydmyg og uselvisk måde at manifestere sig på

Julenat, hvor Gud kommer ned til os

Når nu vi ikke selv kan finde ud af at blive fuldkomne og komme op på bjerget til Gud - en øvelse alle religioner bokser med – beslutter Gud sig i stedet for at komme ned til os for at gendanne Adam og Evas tabte paradis hos os.

Jesus, Guds søn, bliver da julenat i år 0 født ind i verden som menneske af kød og blod, nøjagtig som en af os. Født i fattigdom, hjælpeløs og skrøbelig, som vi alle er det de første mange år af vores liv. Han kom i tømrerlære hos sin bonusfar, Josef, og med sin mor, Maria, som hjemmegående tømrerkone. Kærligheden har her som altid en ydmyg og uselvisk måde at manifestere sig på.

Når Gud kan blive som en af os, kan vi også blive hans børn. Så julenat blev vi alle som ham Guds børn, fuldstændig som Jesus er Guds barn. Det eneste, der kræves af os, er at face Gud. Så tvivlende vores tro end kan være, skal vi kun sige ”ja tak” til at være hans børn og lade os rense i dåben. Alt andet har Gud arrangeret og ordnet for os. Så ikke mere noget med, at vi skal præstere en hel masse, og som i reinkarnationen arbejde mod at blive det perfekte menneske. Eller som i Det Gamle Testamente at nå op på Guds bjerg via De 10 Bud. I julefortællingen indgår adskillige fantastiske elementer som Betlehemsstjernen og englene til at understrege Jesu kongeværdighed. Ikke en konge over land og store rigdomme, men en konge over Gudsriget på jorden - kærlighedens rige.

Ligesom De hellige tre Konger giver vi gaver juleaften. Det gør vi under Jesus-parolen: ”Hvad I gør mod et Guds barn, gør I mod mig”. 

Glædelig jul 
Kristian Gylling

Kategorier Kristian Gylling